noun · masculinethird declension
dēceptor
dēceptor m (genitive dēceptōris)
Classical[deːˈkɛp.tɔr]Ecclesiastical[deˈt͡ʃɛp.tor]
Meaning
- deceiver
- betrayer
Declension
| form | singular | plural |
|---|---|---|
| nominative | dēceptor | dēceptōrēs |
| genitive | dēceptōris | dēceptōrum |
| dative | dēceptōrī | dēceptōribus |
| accusative | dēceptōrem | dēceptōrēs |
| ablative | dēceptōre | dēceptōribus |
| vocative | dēceptor | dēceptōrēs |
dēceptor, ōris, m. id.,
I. a deceiver (late Lat. for fraudator), Sen. Thyest. 140; Lact. de Ira, 4, 8; August. Serm. 362, 18.